Fredag d. 9. november 2018 – Koncert med Troels Jensen fra Delta Blues Band

Kl. 21.00 – Entré 150 kr. – Køb billet

Fredag d. 9. november præsenterer Huset på Næsset, “Delta Blues Bands” leder: Troels Jensen, sammen med det lokalt dannede danse- og underholdningsorkester “Tuse Næs Salonkvartet”.

Delta Blues Band er Danmarks ældste af sin art, dannet i de stormomsuste 60´ere, og i alle årene op til nu, ledet af Troels Jensen, sanger, guitarist og pianist.

I 70´erne var Delta Blues Band i en periode i samarbejde med Billy Cross, der blev medlem af orkesteret, da han slog sig ned i Danmark. Delta-Cross Band blev populært ud over alle grænser, hos alle rhytm & blues-elskere.

Selv har Troels Jensen medvirket i teatergruppen “Natholdets” forestilling om John Mogensen fra “Four Jacks”, indspillet musik med Hans Knudsens Jump Band, og meget mere.

Køkkenet og baren åbner kl. 19.00

Lørdag d. 7. oktober 2018 Kl. 11-15 – Fernisering af værker af Cebina Søgaard og Tina Søe

Cebina Søgaard bor og arbejder i det naturskønne Odsherred, hvor lys, hav og himmel er helt specielt. Dette skal opleves, ikke beskrives, hvilket også gælder hendes værker.

Via arbejdet som kunstterapeut har hun også en terapeutisk tilgang til udtryk af sanser, følelser osv. via kreative midler, som f.eks. maling.

Hun inspireres af mødet med naturen, derefter sammensmeltningen til at blive en del af den.

Det har gjort sig gældende i hendes malerier i den senere tid. En bevægelse fra det naturalistiske over til det mere sanselige, intuitive indtryk, som udtrykkes mere abstrakt i sin form.

Hun har altid været inspireret af mødet med omverden, men især med naturen og mødet i mellem mennesker. Nu er hendes udtryk blevet mere en sanselig oplevelse

Hun startede med at tegne som ung og gik på Den klassiske tegneskole tilbage i 80érne. Lidt senere blev blyanten skiftet ud med en pensel. Malerier af naturen i naturalistiske stil kom til verden. Igennem årene har hun afprøvet forskellige ting og metoder og kommet tilbage til malerier af naturen især.

www.cebina.dk eller på Facebook: Cebina Art.

Tina Søe har boet hele sit liv i Odsherred.  Hun er autodidakt, og gennem sin kreativitet kommer hun vidt omkring, med mangeartede udtryk. Udover malerier kreerer hun også æsker, bakker, kort, gæstebøger, decopage og tøj.

Tinas liv har været lærerigt og det har budt på lidt af hvert. Drømmetydning er blevet udtrykt kreativt i nogle af hendes malerier.  Ud over hendes drømmemalerier, har hun også lavet malerier af hendes møde med livet.

 Mail: Tsoe67@Hotmail.com

 

Fredag d. 12. oktober 2018 – Koncert med Hans Knudsens Jump Band

Kl. 21.00 – Entré 150 kr. – Køb billet

Hans Knudsens Jump Band har etableret sig på den danske musikscene som et af landets mest populære bands. Et enormt drive og medrivende spillehumør er orkestrets kendetegn.

Der bliver ikke fedtet med tingene i det alsidige repertoire. Med rødderne godt forankret i New Orleans-traditionen, bydes der på en ‘gumbo’ af jazz, jump, rhythm-and-blues, boogie-woogie, rock, soul og egne kompositioner. Alt spillet med en personlig og råswingende sound.

Hans Knudsens bluesprægede piano/sang, i samspil med Hans Leonardo Pedersens kraftfulde saxer, Jens Sølunds melodiske basspil og Henrik Simonsens solide trommespil, skaber en enestående rytmisk helhed. Alle fire musikere i Jumpbandet har i årevis hørt til eliten på den danske musikscene.

Dørene åbnes kl. 19.00