Lørdag d. 21. februar – Koncert med Tamra Rosanes

Kl. 21.00 – Entré 120 kr – køb billet

Danmarks ukronede countrydronning er født og opvokset i USA. Hun startede sin professionelle karriere i 1972 som folkesanger. Op igennem 1970’erne optrådte Tamra Rosanes live, og indspillede plader med forskellige grupper, heriblandt vokalgruppen “Flair” (med blandt andre Sanne Salomonsen) og countrybandet “The Pack” (med Niels Tuxen). Flair indspillede 3 albums med Hank B. Marvin (The Shadows) som producer.

I 1980’erne var Tamra medlem af bigbandet “Blast” og sang desuden kor for mange af denne tids store navne – blandt andre Thomas Helmig og Nanna. Gennem hele sin karriere har Tamra Rosanes sunget kor på henimod 500 albums.

I 1994 fik hun en Grammy for albummet Foot Loose, der blev kåret til Årets Danske Folk/Country/Blues Udgivelse. Sammen med Lis Sørensen og Sanne Salomonsen dannede hun i 2001 trioen Cowgirls. Hun deltog i Melodi Grand Prix 2005 med Peace, Understanding and Love, der endte som nr. 5.

I 2014 modtog “Tamra and Rockabilly Heart” udmærkelsen “Rockabilly Cd Of the Year” ved “America´s Traditional Old TIme Country Music Festival” i Lemars Iowa, USA.

Ved koncerten i huset spiller hun country, cowboy sange, gospel, rockabilly og fortæller anekdoter og historier om rødderne  af amerikansk musik, og fortællinger om oplevelen at flytte til danmark  som amerikaner.

Fredag d. 30. januar – koncert med Leonardo Pedersens Jazzkapel

Kl. 20:00 – Entré 120 kr. –  Køb billet

Spørg din morfar om Leonardo Pedersens Jazzkapel. Har han blot den mindste interesse for jazzmusik, vil han få julelys i øjnene ved tanken om dengang, kapellet spillede, så det swingede på de københavnske in-steder. Den slags historier om fortids glans har den yngre generation hørt, så ørevoksen stivner, men det helt utrolige ved lige netop denne historie er, at det selvsamme orkester stadig swinger for fulde huse på jazzscenen i Danmark og i udlandet. Nogle af bandets medlemmer er af naturlige årsager skiftet ud undervejs, men drivkraften bag det hele, Hans Leonardo Pedersen, er “still going særdeles strong”. Leonardos 12 mands Jazzkapel har swinget i 50 år og kan med rette betegnes som essensen af swingjazz.